scenekunstens priser
Her fra Performing Arts Platform skal lyde et kæmpe tillykke til årets prismodtagere af Scenekunstens Priser! Prisen for "Årets Forestilling" gik til DIX af Teater Fluks og Teater Carbon. "Årets Applaus" gik til Svalegangen for deres United Change projekt og overraskelsen "Årets Pinspot" gik til Teaterkabinettet.
PRISUDDELINGEN
Vinderen af “Årets Forestilling” blev afsløret i forbindelse med Performing Arts Platforms nytårskur, fredag d. 2. februar. Her løftede juryen bag Scenekunstens Priser også sløret for modtageren af “Årets Applaus” og “Årets Pinspot”.
Der skal også lyde et stort tillykke til de øvrige tre nominerede i kategorien “Årets Forestilling”.
Læs juryens motiveringer her på siden.
juryens motivation
ÅRETS APPLAUS: UNITED CHANGE
Årets Applaus: United Changed
teatret Svalegangen
”Vi tror på kunstens evne til at underholde og inspirere.”
Sådan har Teatret Svalegangens direktør og kunstneriske leder, Per Smedegaard, udtalt i et af de mange interviews om projektet United Change. Med en utrættelig og inspirerende insisteren på, at vi med kunsten som drivkraft kan motivere flere borgere, virksomheder og kulturinstitutioner til at ændre adfærd, er det lykkedes Teatret Svalegangen at gå forrest med noget af dét, som mange af os i scenekunstbranchen er optaget af, nemlig kunstens forandringspotentiale.
Allerede inden kulminationen af projektet, kunne publikum opleve klimavejfester i både 2021 og 2022 foran teatret på Rosenkrantzgade, og i 2023, efter flere års arbejde, udfoldede projektet sig i sin helhed på 17 dage med 17 kunstneriske oplevelser med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål. Én ting er insisteren på forandring, men det er kun publikum, der kan afgøre, om kunsten reelt inspirerer til handling. I en undersøgelse foretaget under United Change er publikum blevet spurgt om deres oplevelse af United Change. Her svarede 73%, at en eller flere kunstoplevelser under United Change har givet dem lyst til at gøre en forskel på klima- og bæredygtighedsfronten, og i et opfølgende interview svarede 9 ud af 10, at de førnævnte adfærdsintentioner var blevet omsat til faktisk handling. Teatret Svalegangen har dermed gjort det, som de fleste kulturaktører kun drømmer om at gøre: De har skabt en målbar adfærdsændring hos publikum i kampen for en bedre verden.
Men det er ikke kun publikums oplevelse, som udløser Årets Applaus. For projektet har også sat sine spor i Teatret Svalegangens måde at være kulturinstitution på og trækker tråde ned gennem hele organisationen med både store og små bæredygtige tiltag, der påvirker teatret og giver en øget bevidsthed. Alt fra at medarbejderne medbringer deres egen kaffekop for at mindske opvasken til, at der på teatrets produktioner er en materialegenanvendelse på 70%. Den øgede bevidsthed har skabt en ny form for fællesskab på Svalegangen, og man mærker hurtigt medarbejdernes stolthed over den fælles indsats, som både de fastansatte og de mange andre involverede parter i projektet har bidraget til. Derudover er det med United Change lykkedes at nytænke måden, hvorpå kulturinstitutioner indgår partnerskaber, både indenfor og udenfor branchen, og Teatret Svalegangen viser, at når vi skal lave social forandring med kunsten, så løfter vi bedst, når vi løfter i flok.
Med Årets Applaus honoreres Teatret Svalegangen for modet til at gå forrest, viljestyrken til at blive ved med at insistere, evnen til at inspirere, reflektere og debattere vores samtid - og for den viden, som United Change har genereret, som resten af branchen kan få glæde af i mange år fremover.
Foto: Frederik Alsing Carlsen
Årets Pinspot: teater kabinettet
Foto: Frederik Alsing Carlsen
årets pinspot
Teater kabinettet
En pinspot lyser på et nøje udvalgt sted. Lyset rammer en særlig person, en særlig organisation, et særligt tiltag, som juryen bag Scenekunstens Priser ønsker at give lidt ekstra opmærksomhed - og som vi gerne vil dele med resten af verden… Eller i hvert fald resten af branchen. (Eftersom fagligt funderet kulturjournalistik har trange kår og færre og færre spalter at gøre godt med..) Vi har ladet spotten feje henover det scenekunstneriske landskab – og i år indrammer lyset en særlig toddler... På dansk også kaldet en ”Tumling”.. I ordbogen defineret som ”..lille levende væsen, som regel et barn, der energisk, livligt og måske klodset tumler omkring..”…
Vi har her at gøre med en knapt to-årig – og om dem siger fagkundskaben endvidere: ”Det mindre småbarn (1-3 år) bevæger sig rundt med stigende motorisk sikkerhed i sit nære miljø, og undersøgelsestrangen er stor.. Symbolsk tænkning og sprog opstår i denne periode, og barnet bliver gradvis i stand til at udtrykke indre forestillinger. Samvær med andre børn får betydning, hvor samarbejdets grundregler og impulskontrol læres i den sociale leg”.
Og hov - netop det med samværet, legen, samskabelsen med andre ligesindede som en metode til at udtrykke og formidle indre forestillinger.. Det er netop essensen af dette års modtager af Årets Pinspot: TEATER KABiNETTET. TEATER KABiNETTET blev grundlagt i marts 2022 af initiativtagere og forpersoner, Selma Klejs og Camille Hjernøe – med det erklærede formål ”at engagere unge scenekunstnere og kulturmagere mere aktivt i vækstlagsmiljøet, ved at give dem mulighed for at deltage i ambitiøse teaterproduktioner og events” Det formål efterlever I på fornem facon, med en voksende medlemsskare, stort aktivitetsniveau og en helt særegen kvalitet.
Beklager den indledende toddler-sammenligning – men den lå lige til højrebenet – og så alligevel langt fra: TEATER KABiNETTET kan nemlig sagtens både stå, gå og tale rent. Så rent, at vi i juryen blev ramt i både hjerne og hjerte af jeres seneste forestilling: ”Vokseværk - eller: Et opgør med frygten for knuste drømme og kronisk ensomhed”.
”Jeg savner at opleve alting for første gang.”
Forestillingen Vokseværk blev til gennem en bevidst kollaborativ proces.. I sætter barren højt ved at vælge en arbejdsmetode, der normalt ikke er for småbørn. Respekt for det! Forestillingens form er genkendelig – men alligevel som støbt på ny. Uprætentiøs , Uskadt – og alligevel ambitiøs på sin helt egen måde. I tager udgangspunkt i jer selv, jeres egen alder og jeres egen angst, savn, drømme, utryghed og utilpassethed – samtidig med, at I insisterer på retten til at være helt perfekt uperfekte. Jeres budskaber er befriende fri for belæring. Derfor lytter vi..
”Det bli’r vel ikke meget bedre end det – gør det?”
TEATER KABiNETTET er scenekunst, lavet af unge, for unge - men hey – det er også for os gamle, etablerede røvhuller, som nemt kan glemme, hvad vi også engang var... Hvad vi brændte for, drømte om – og var bange for... Og som såkaldt voksen scenekunstner er det nogle gange også let at glemme, at det, vi er, det, vi står for og det, vi gør - ikke er opstået pr stjerneskud – eller ud fra materie af ét af universets uforklarlige sorte huller.. hvis man er mere til dét..
Ingenting kommer ud af ingenting. Det minder I os om. Tak for dét!
Stort TILLYKKE med Årets Pinspot 2023. Vi hepper på jer!
ÅRETS FORESTILLING: dix
Dix
teater fluks & teater Carbon
”Hver aften åbner vi dørene til en anden verden... hvor festen går hånd i hånd med krigens kriser og traumer.”
Publikum er inviteret til at være en del af en tragisk kabaret, et psykologisk eksperiment og en bizar fest spundet ind i et stærkt sanseunivers, inspireret af den tyske billedkunstner Otto Dix'. Den verden, som publikum suges ind i, er opbygget af elementer fra Dix’ værker fra 1920'erne og hans personlige førstehåndsberetninger fra Første Verdenskrigs grusomheder og de vilde fester, der prægede perioden derefter.
Vores charmerende kabaretværter (Fink Søndergaard/ML Skov) fører os ind i denne mørke, fordybende verden alt imens vi vandrer dybere ind under det forladte amtssygehus i Aarhus. Vi passerer gennem de gribende betongange, hvor vi i forbifarten får glimt af rigt dekorerede boudoirs, en smuk tatoveret kvinde (Lorenzen Haldrup), Dr. Mayer-Hermann (Daugaard Poulsen), der sidder ved sit medicinske udstyr og kigger på os, til vi kommer til en Weimar-inspireret kabaretbar, hvor vi inviteres til at sidde med et glas bobler.
Og så begynder det: Vi skåler og nyder den utrolige livemusik (Horsbøl/Rask/Hasselager/Koppel), vores værter byder os velkommen med historier og sange, og udveksler mumlende snak med os alle. Men stemningen skifter, og vi bliver i små grupper ledt ud for at udforske krigens mørke verden.
Døre åbnes og lukkes, vi møder Anita Berber (Freund) – et slående syn i rødt – en af Dix’ mange muser. Vi omgiver hende helt tæt, mens hun hyler sin historie og danser sig selv til et vanvid, og vi fortabes i hendes utrolige magnetisme, inden vi igen bliver forvist tilbage til mørket. I små grupper møder vi Otto Dix’ animerede kunstværker, i bevægelse, monolog, sang og videoprojektioner. Vi mærker over den næste time krigens rå rædsler og intensiteten af livet i disse tider.
Med intensiteten af disse møder og usikkerheden om, hvad andre har set, vender vi tilbage til kabaretbarens oase. Mættet af vores forskellige oplevelser bliver vi igen mødt med flere sange, historier om krigen, vi nyder bobler, snakker, før Berber dukker op igen og udfører en fænomenal solo med stemme og theremin... vores hjerter knuses; for hvis vi ikke elsker, er ligeglade, og ikke tør se på glæderne ved siden af rædslerne, er vi fortabte.
Denne historisk ladede, intense og surrealistiske oplevelse er muliggjort af en stjernebesætning af multikunstnere, vi bliver fyldt med ikke bare varige minder om champagne og musik, men også de hjemsøgende ekkoer af krig og menneskets modstandsstyrke. Forestillingen løser sig ved at stille os et af kunstens store spørgsmål. Hvad vil det sige at være menneske, og hvordan agerer vi under pres i krisetider?
Forestillingen DIX markerer en velkommen tilbagevenden til spændende site-specifikke teateroplevelser i Aarhus, og efterlader os fascinerede, eftertænksomme og sultne efter mere.
Koncept & ide: Teater Fluks v. Sara Fink Søndergaard and Rasmus ML Skov & Teater Carbon v. Isabelle Reynaud // Instruktør og iscenesætter: Isabelle Reynaud // Performere og iscenesættere: Sara Fink Søndergaard & Rasmus ML Skov // Konceptudvikling, iscenesættelse og co-creative performer: Kasper Daugaard Poulsen // Iscenesættelse og medskabende performere: Rasmus ML Skov, Tone Haldrup Lorenzen, Iza Mortag Freund // Scenografi og kostumer: Laura Rasmussen // Kostumer: Talita Oliveira, Amanda Axelsen Sigaard // Kapelmester, komposition og livemusiker: Mads Horsbøl // Komposition og levende musikere: Anna Kathrine Rask, Halfdan Hesselager, Tõnis Kristian Koppel.
Foto: Frederik Alsing Carlsen
NOMINERet: bænken
Bænken
teater refleksion - fra 6 år / 0.- 4. klasse
En ordløs animationsforestilling om en helt almindelig dag i en helt almindelig bænks liv.
”Den er så dagligdags, bænken, og alligevel så magisk! Overalt i byer, parker og haver står den – som en åben invitation.” Sådan inviterer Teater Refleksion os ind til et døgn i en bænks stillestående liv, til en forestilling hvor dukkeføring, scenografi, lydspor og historie går op i en højere enhed.
På og omkring bænken foregår genkendelige, dagligdags og så alligevel for historien vigtige og medrivende begivenheder: Vi møder den vrisne gamle dame, der forstyrres af både nærgående fugle og en løs hund af ubestemmelig herkomst. Hendes ejerskab over bænken udfordres ikke bare af hunden men også af den ældre herre, der gerne vil læse sin avis, og af den unge dreng, hvis skateboard hun ender med at smide i åen, da han i et øjebliks hjælpsom distraktion glemmer alt om, at det står op ad bænken. Sådan har hver lille scene et møde mellem bænk og dukker, hvor alle karakterernes handlinger har betydning for de andres, og en natlig mareridtsscene giver os håb om, at den gamle dames dårlige samvittighed er blevet vækket, så historiens elementer til sidst kan strikkes sammen i en happy end. Forestillingen slutter som den startede, men nu med et helt andet udgangspunkt og med nye mulige venskaber omkring en helt almindelig bænk.
Kombinationen af detaljerigdom og enkelthed i forestillingens handlingsmæssige omdrejningspunkt genfindes også i det visuelle udtryk, hvor hvert objekt og hver dukke står tydeligt og smukt modelleret op mod den sorte baggrund og klædets grønne græs. Der er kun de genstande på scenen, som handlingen kræver – til gengæld kommer de i spil på alverdens måder i både frydeligt forventede og overraskende scener.
De to sortklædte dukkeførere er ét med deres objekter, som de med sindrige marionetsnore eller små vip med en tommeltot formår at give så meget genkendeligt liv, at vi helt glemmer, dukkerne ikke kan reagere. En 8-årig tilskuer råber ”Du glemte dit skateboard” til drengen; men da er det for sent, og drengen er opslugt af mørket, mens den sprøde lyd af mundharmonika og kontrabassens bløde venlighed fører os videre til næste scene.
Store som små sidder vi opslugte af det enkle sceniske univers, der uden højstemt drama alligevel giver et tydeligt indblik i, hvor stor betydning en hændelse eller handling kan have – og hvor lidt der skal til for at rykke ved vores vante rutiner.
Teater Refleksion har med Bænken endnu engang vist, hvordan de som dukke- og animationsteater kan kombinere helt jordnære temaer med en nærmest sfærisk kunstnerisk standard.
Produktion: Teater Refleksion // Medvirkende: Rebekah Caputo /Maria Garde, Neasa Ni Chuanaigh // Manuskript: Sven Ørnø // Instruktion: Bjarne Sandborg // Scenografi/dukker: Amanda Axelsen Sigaard // Musik/Lyddesign: Andreas Sandborg, Jacob Venndt // Lysdesign: Morten Ladefoged // Værksted/teknik: Morten Meilvang Laursen, William Højberg Nielsen
Foto: Christoffer Brekne
nomineret: Kool Kool Kina
Foto: Jens Peter Engedal
kool kool kina
Teater katapult
”Kina har på mindre end 40 år, mine damer og herrer, hevet mere end 400 millioner, rigtige, levende mennesker ud af fattigdom. Og det irriterer os i Vesten, for vi vil så gerne have, at kommunisme, det er sådan noget, der slår fejl, for så kan vi se os selv i spejlet og sige: Vi er vel nok meget, meget bedre her i Vesten. Men er vi det? Er vores system så perfekt ufejlbarligt, når det kommer til at føre … integrationspolitik … migrationspolitik … retspolitik … fordelingspolitik!”
Jens Albinus får i rollen som Oskar, en desillusioneret historieprofessor, teaterpublikummets latter til at forstumme. Han har lige præsenteret sin blog, KKK! Det står for: KOOL KOOL KINA, som også er titlen på dramatiker Aleksa Okanovic’ nutidsdryppende stykke danske dramatik, produceret og opsat af Teater Katapult.
Forelæsnings-teater? Nej; KOOL KOOL KINA skruer med medspillende videoprojektioner, humor og knaldrød scenografi gevaldigt op for nuancerne via Jens Albinus’ ikke-woke professor og de kvinder (skuespiller Sofia Čukić og performancekunstner og aktivist Linh Tuyet Le), der konfronterer ham på derouten gennem skilsmisse, fyring, forsumpning og depression. Gennemhuller nutidens frygt for at ytre andre meninger end dem, flertallet tilsyneladende samles om. Oskars forelskelse i Kinas markeds-kommunistiske diktatur lader det pletvis træde frem, at det minder måske ikke så lidt om vestlig kapitalisme i overvågningskultur og meningskontrol …
”Oskars ytringer er indtil for nylig gået helt ubemærket hen. Men pludselig sker der noget, der ændrer alt overnight: Rusland invaderer Ukraine. Europa og USA rykker tættere sammen – og pludselig, så er Den Kolde Krig i gang igen. Og så er det ikke lige meget, hvad man skriver på Facebook … eller på sin blog. Oskar skriver: Putins krigshandlinger er … legitime!”
Historieprofessorens unge, kvindelige rektor vil tale om hans ytringer om Ukraine på bloggen, hvis navn, hun undrer sig over (sammenfaldet med forkortelsen for Ku Klux Klan). Oskars første reaktion er: ”KKK? Ja, jeg plejer at lave en lille joke om, at alle de gode domænenavne er taget – lige som alle kvinder. Du er jo også gift, ikke?”
Det bliver tindrende klart, hvorfor professoren og verden af i dag støder sammen. Oskar forsværger, at han hylder Putin, og vil forklare med en reference til nogle af Gorbatjovs handlinger i Sovjettiden. Rektor afbryder: ”Oskar; det er sådan set lige meget, hvordan du selv ser det. Det handler om, hvordan andre opfatter det …”
Efter afskedigelsen følger vi hans ruin på det billige hotelværelse og på natklubben China by Night. Jobcentret sender ham i skånejob som kustode på et kunstmuseum, hvor den kinesisk/danske multikunstner Ai skaber en multimedieinstallationen om Kinas nye, internationale dominans.
Oskar omsætter alt til sit eget (men nok alligevel genkendelige) verdensbillede: ”Mens vi står her på et fint dansk museum og hører på Ai og hendes skrækscenarier, er Kina i færd med at hælde et afsindigt beløb i bioteknologi, i kunstig intelligens og i robotteknologi, der i løbet af ganske kort tid, vil give Kina titlen som verdens førende økonomi, og så er Kina endelig færdige med at være en skide vasalstat, som vesten udnytter, lissom vi udnytter Afrika, for her er et land, der kender værdien af SIM-kort, og af chips, og af overvågningsudstyr. Et land, som ikke længere vil lade sig røvpule!”
Den unge museumsdirektør kalder også Oskar til samtale: Han har skrevet ”luder” og ”neger” på sin blog. ”Fyr mig!”, trygler Oskar. ”Nej, jeg vil hellere lære dig at opføre dig ordentligt,” siger hun. ”Du er 55, og din adfærd er baseret på en helt anden tid, hvor mænd kunne sige lige, hvad de havde lyst til. Men der bliver gjort op med den slags adfærd nu.”
Efter et sidste, desillusioneret blogindlæg vil Oskar bare gerne afslutte sin eksistens: ”Mark Zuckerberg har giftet sig med en kineser og er i gang med at lære mandarin. Kina ejer Spotify! Kina ejer praktisk talt General Motors. Snapchat. Hilton-hotellerne. Waldorf Astoria. Motorola. De køber os fandeme!”
Kvinder balsamerer Oskar … men mumien går i fosterstilling. Om Oskar nogensinde bryder forandret ud af fostersækken afsløres ikke, før lyset går ned. Publikum gik imidlertid ud af teatersalen med et mere nuanceret verdenssyn, end de kom ind med.
Produktion: Teater Katapult // Idé: Dramatiker Aleksa Okanovic, teaterchef Torben Dahl // Dramatiker: Aleksa Okanovic // Instruktør: Simon Boberg // Medvirkende: Jens Albinus, Sofia Mileva Čukić, Linh Tuyet Le // Scenografi/Videodesign: Signe Krogh // Lyddesign: Marcus A. Hjelmborg, Asger Ellegaard Bruun // Lysdesign: Jens Hansen // Kostumedesign: Åsa Gjerstad // Tekstdramaturg: Kaia Fransiska Frostmann Lundenes // Støttet af: Statens Kunstfond, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje, Aarhus Stiftstidendes Fond.
NOMINERet: jane Eyre
Foto: Rumle Skafte
Jane eyre - en romantisk drøm
Aarhus Teater
Scenen er sat. Bogstavelig talt. Som en dekonstrueret udgave af et filmset fra en nær og alligevel svunden tid. Projektører, kameraer, info-skilte i stumfilms-stil, en papmaché-klippe, en håndskubbet hest og helt centralt: en bagtæppe-billedrulle med håndsving og skiftende symbolladede, højromantiske landskaber.. Historien om Jane Eyre – baseret på Charlotte Brontës roman (1847), der i samtiden vakte opstandelse for sine brud på kønsnormerne, men siden er hyldet for at give kvinder en stemme i samfundet, er på Aarhus Teater fortalt af Jane selv.
Gennem en række udspillede tableauer følger vi den forældreløse Janes grumme opvækst: først som uønsket plejebarn hos en kold tante og siden på religiøs og ydmygende kostskole. Hun bliver tidligt stemplet ”klog, men grim” – og har derfor ikke meget værdi på markedet i et patriarkalsk samfund, der hylder skønhed og tavs underdanighed som uundværlige egenskaber hos en kvinde.
Uden den store udsigt til et lykkeligt familieliv, dyrker Jane derfor karrieren. Hun ansættes som guvernante hos den på én gang charmerende og foruroligende tanketomme godsejer, Rochester. De forelsker sig forunderligt nok i hinanden, men Jane forlader ham resolut ved alteret, da det kommer frem, at han allerede er gift, og at han ovenikøbet har ladet sin lovformelige kone, Bertha, spærre inde, da hun efter sigende er sindssyg…
Forestillingens spillestil fremhæver forskellen på den søgende Jane og de komiske konforme personager, der omgiver hende. Raffineret slapstick og stumfilms-virkemidler, som slow-motion og fast-forward, blendes med sværmerisk fuldblodsromantik.
Hele tiden fornemmer vi en foruroligende undertone - personificeret ved Bertha, Rochesters forkastede og indespærrede viv. Som et rastløst, sindssyge-stemplet spøgelse driver hun rundt. I begyndelsen uformuleret. Ulmende af utvetydig vrede. Efterhånden griber hun i dén grad ordet. Hun kaprer historien, opfordrer Jane til at træffe andre valg end de normsatte og præsenterer hende undervejs for alternative slutninger på historien. Højlydt og indædt kæmper hun for at trække Jane - og fortællingen - i en anden og noget mere radikal feministisk retning.
Berthas indsats kulminerer i en blodig pussy-riot-masse-kastration af samtlige mænd i fortællingen. Ud fra devisen om, at det er da dét, der skal til for at kvinder og mænd kan indgå i en ligeværdig relation.
Bedst som vi hujer og jubler over den overraskende forening af de to kvinder som bannerførere for en væbnet feministisk revolution – drejes knappen endnu en omgang: Jane Eyre sætter foden ned med ordene: ”Jeg gider ikke være bannerfører for pop-kultur forklædt som politisk forandring”. Hun skyder Bertha og vælger at gå tilbage i sin oprindelige Brontë-udgave af historien, hvor hun gifter sig med sin – i mellemtiden ruinerede, ødelagte og blindede Rochester. Vælger kærligheden frem for friheden.
”Jeg ville ønske, jeg kunne tro på det..”
..er de sidste ord, vi hører fra Jane Eyre’s mund - efter hun har overgivet sig til sin romantiske – omend let amputerede - drøm.. Hun har gået så grueligt meget igennem i sin søgen efter personlig frihed og sin higen efter kærlighed og en happy end. Tilsyneladende vil hun ha’ det hele, men ender - fanget i sit eget limbo - mellem selvrealisering og selvfortabelse. En dirrende knapt-så happy-end på Aarhus Teaters udgave af Jane Eyre. Modsætningsfyldt. Morsomt. Melankolsk.
På én gang et stilistisk og anarkistisk livtag med (endnu) en ny form for feminisme. En søgen efter en fuldkommen meningsfuldhed – som ikke umiddelbart lader sig finde. En søgen, som måske heller ikke længere lader sig begrænse af køn..?
Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen har sammen indkogt en væsentlig essens af Brontës klassiker og griber et stadigt gældende eksistentialistisk dilemma om bollerne med spørgsmål som:
Hvordan bliver jeg mig selv uden at blive alene? Hvordan giver jeg mig selv uden at tabe mig selv? Og hvad nu hvis jeg længes efter at fortabe mig helt - fordi noget er større og vigtigere end mig?
Igennem Sigrid Johannesens skarpe og konsekvente iscenesættelse, hendes huskunstner-makker, scenografen Laura Løwes stilistiske medfortællende rum, et meddigtende kreativt team, Clement Irbil, Kim Engelbredt og Helle Damgård på hhv lys, lyd og kostumer - og ikke mindst et hamrende stærkt skuespillerhold, står forestillingen, ”Jane Eyre – en romantisk drøm” som en sjælden og uafrystelig In-Your-Face-Teaterleg. Uforudsigelig. Vild. Vedkommende. Simpelthen fandens godt teater!
Oprindeligt Bogforlæg: Charlotte Brontë // Dramatisering: Sigrid Johannesen, Hanne Lund Joensen // Instruktion og koncept: Sigrid Johannesen // Scenografi: Laura Løwe // Kostumedesign: Helle Damgård // Lysdesign: Clement Irbil // Lyddesign: Kim Engelbredt // Medvirkende: Mette Klakstein, Simon Mathew, Anne Plauborg, Christian Hetland, Anders Baggesen, Marie Marschner, Mette Døssing, Sarah Simone Jørgensen, Emil Busk Jensen, Nor Thorn Korterød/Alba Ophelia Hernandez Pontes.
OM SCENEKUNSTENS PRISER
Juryen bag Scenekunstens Priser. Foto: Frederik Alsing Carlsen
Hvert år uddeler en fagjury Scenekunstens Priser til aktører i det aarhusianske scenekunstmiljø. Priserne uddeles i forbindelse med Performing Arts Platforms årlige Nytårskur, hvor vi samler miljøet til en festlig fejring og skaber synlighed omkring de mange, stærke forestillinger, som udspringer af det aarhusianske scenekunstmiljø. Juryen opererer og beslutter uafhængigt af Performing Arts Platform, som blot fungerer som sekretariat.
Om Årets Forestilling
Juryen nominerer 3-4 forestillinger, blandt de forestillinger, som i det forgangne år er produceret af aarhusianske scenekunstnere eller teatre. De nominerede forestillinger lægges ud til offentlig afstemning blandt publikum. Herfra er det således op publikum at afgøre endeligt, hvilken forestilling, der får prisen for "Årets Forestilling".
Om Årets Applaus
"Årets Applaus" tilfalder en person eller organisation, der på særlig vis har udmærket sig og gjort en stor indsats for det aarhusianske scenekunstmiljø eller for udviklingen af scenekunsten. Modtageren af "Årets Applaus" udvælges af juryen.
Om Juryen
Fagjuryen bag Scenekunstens Priser udgøres af:
Astrid Guldhammer: Børnekulturkonsulent v/ Børnekulturhuset, Aarhus.
Dorthe Hansen Carlsen: Skuespiller, instruktør og performancetræner.
Jakob D. A. Nicolaisen: Journalist, kommunikationsrådgiver, J-DAN Kommunikation.
Christian From: Freelance multikunstner, movement director, produktionsleder mm.
Ditte Amalie Greve Bichel: Freelance dramaturg med speciale i repræsentation i scenekunsten.
Scenekunstens Priser er støttet af Billetsamfonden.
TIdligere modtagere af SCENEKUNSTENS PRISER
Foto: Frederik Alsing Carlsen
2022
Årets Forestilling: Frankly my dear, I don’t giv a damn / Aarhus Teater
Årets Applaus: Nanna Cecilie Bang
2021
Årets Forestilling: My Undying Love / Himherandit Productions
Årets Applaus: Niels Andersen
2020
Årets Forestilling: Homage / Mette Rønne, Kulturmarkt
Årets Applaus: Teaterkontaktlærerne på de aarhusianske skoler.
2019
Årets Forestilling: [pAp-kAs] / Hvid Støj Sceneproduktion
Årets Applaus: Aarhus Festuge - for deres samarbejde med performance-kollektivet Signa om ”Det åbne hjerte”.
2018
Årets Forestilling: Passageren / Den Jyske Opera
Årets Applaus: Andreas Constantinou – for GENDERhouse Festival
Årets Pinspot: Scenekunsthus Aarhus.
2017
Publikumsprisen: A Snowball’s Chance in Hell / Don Gnu
Teaterprisen: Jesper de Neergaard
2016
Publikumsprisen: Store Illusioner /Thalias Tjenere
Teaterprisen: Janicke Branth
2015
Publikumsprisen: Don Quichotte /Den Jyske Opera
Teaterprisen: Ernst Steen Hansen
2014
Publikumsprisen: Faldet 2.0 /Primdahl & Schwarz
Teaterprisen: Christian Ludvigsen
2013
Publikumsprisen: Kvinde kend dit skab / Don Gnu
Teaterprisen: Hanne Trap Friis