Velkommen til de nye bestyrelsesmedlemmer

Thorkild Andreasen foto: Jane Gisselmann Jens Christian Jensen foto: privatfoto

Tak til alle, som har stemt til valget af Performing Arts Platforms nye bestyrelsesmedlem. Vi kan hermed offentliggøre at valget er faldet på Thorkild Andreasen. Vi glæder os til samarbejdet.

Samtidig har Udviklingplatformen for Scenekunst udpeget Jens Christian Jensen, som hermed også tiltræder bestyrelsen.

Et varmt velkommen til begge.

Thorkild Andreasen har en baggrund som cand. mag. i dramaturgi, æstetik og kultur fra Aarhus Universitet.

Igennem sin karriere har Thorkild opbygget en solid erfaring med ledelse, budgetlægning og økonomistyring, personaleansvar, fundraising og projektstyring, strategi og udvikling samt kontakt med det politiske niveau, bevilgende myndigheder og fonde.

Thorkild har bl.a. været administrativ leder for egnsteatret Carte Blanche i Viborg og administrations- og sponsorchef hos Aarhus Symfoniorkester.

I årene 2018 til 2021 var Thorkild medlem af Kunstrådet i Aarhus Kommune.

“Jeg er optaget af, hvordan vi sikrer bæredygtighed i arbejdslivet for kunstnere og medarbejdere i kulturlivet. Hvordan kan vi brænde for vores opgaver uden at brænde ud? Hvordan balancerer vi mellem visioner, drømme, strukturer, krav og muligheder? Jeg er nysgerrig på, hvordan vi kan udvikle sunde og værdibaserede organisationer i kulturlivet? Kan vi mon hente inspiration og viden i samspillet med andre brancher? Som medlem af bestyrelsen vil jeg bl.a. have fokus på Performing Arts Platforms kulturpolitiske placering som kunstfagligt center for scenekunsten i Aarhus. Hvad vil det sige at være et kunstfagligt center, og hvordan udfylder vi rollen? Er der styrke at hente i samspillet med de øvrige kunstfaglige centre - og hvordan udvikler vi dette samspil?” Læs mere her.

Udvalgt til Performing Arts Platforms bestyrelse af Udviklingsplatformen for Scenekunst er:

Jens Christian Jensen har i en lang årrække arbejdet inden for scenekunsten, bl.a. hos Statens Kunstfond og Københavns Internationale Teater. Han har i 8 året været ansat som administrator og rådgiver for dansere og koreografer hos Projektcentret i Dansehallerne og i 2018-2020 været ansat som rådgiver og administrator på Performing Arts Platform. Jens Christian har i dag selvstændig virksomhed med base i København, hvor han administrerer og er rådgivere for en række kunstnere inden for scenekunsten samt projektleder for forskellige projekter. Jens Christian har en BA i historie og cand.mag. i Moderne Kultur – og er i øjeblikket i gang med efteruddannelse hos DISPUK i Narrativ samtalepraksis.

Jens Christian udtaler, at han er rigtig glad og beæret over at være blevet udpeget af Udviklingsplatformen for Scenekunst til at sidde i netop Performing Arts Platforms bestyrelse, idet han gerne vil være med til at fastholde relationen og styrke samarbejdet inden for scenekunsten mellem de to byer.

BAGGRUND

Læs vedtægterne for Performing Arts Platform her

Se bestyrelsens medlemmer her

Forrige
Forrige

Art Hack Samtalesalon

Næste
Næste

Klimamæssig bæredygtighed i nyt perspektiv