Årets Forestilling 2018

Scenekunstens priser 2018

Efter afstemning blandt 3 nominerede forestillinger, valgte publikum Årets forestilling 2018, som blev Den jyske Operas opsætning af Passageren – instrueret af Philipp Kochheim.

Juryen, der indstillede forestillingen skrev bl.a.: ”Et dramatisk og filosofisk påtrængende emne sat i moderne effektfuld og inddragende musik af Mieczyslaw Weinberg. Operaen kræver, at man følger med i det konglomerat af informationer, stemninger, sprog og ikke mindst fortielser, som væves sikkert sammen til en fortælling, der fængsler fra ouverturens første tone til sangernes sidste konfrontation på scenen.”

Prisen for årets APPLAUS 2018 gik til Andreas Constantinou og hans GENDERhouse Festival. Andreas gjorde med sin festival Aarhus pink sidste efterår og satte byen på det kunstneriske land- og verdenskort som en by, der kan rumme – og rummer – queer kunst og scenekunst af og med kunstnere, som vover at gå nye veje.

Priserne blev uddelt ved arrangement afholdt af Performing Arts Platform fredag den 25. januar 2019 i forbindelse med afholdelse af årets nytårskur.

Endelig blev en ny pris uddelt – nemlig Årets Pinspot, der gives som en anerkendelse – og den blev i år givet til Scenekunsthus Aarhus. Personerne bag Scenekunsthus Aarhus i Knudrisgade insisterede på, at der var et behov for et hus, hvor byens og oplandets vækstlag kunne arbejde med sine ideer. I marts 2018 åbnede Scenekunsthus Aarhus, som i dag er et aktivt hus, der præsenterer forestillinger, visninger, fester, workshops og meget mere.

Det er Performing Arts Platform, der står for uddeling af priserne – og juryen, der udpeger Årets APPLAUS og Årets Pinspot samt nominerer til årets forestilling består af følgende personer:

  • Astrid Guldhammer: Børnekulturkonsulent v/ Børnekulturhuset, Aarhus.
  • Dorthe Hansen Carlsen: Skuespiller, instruktør og performancetræner, hansencarlsen.dk.
  • Erik Farmann: Journalist, lektor og kulturkonsulent.
  • Mette Rønne: Skuespiller, teaterleder og kulturentreprenør
  • Jakob D. A. Nicolaisen: Journalist, kommunikationsrådgiver, J-DAN Kommunikation

Til Årets Forestilling 2018 nominerede juryen følgende 3 forestillinger: 

  • Passageren / Den Jyske Opera
  • En Spøgelseshistorie/ Teaterhuset Filuren
  • Den Grønlandske Mand / Teater freezeProductions & Grønlands Nationalteater

Juryens motivationer for forestillingerne kan læses på https://stiften.dk/kultur/Saa-skal-der-uddeles-scenekunstpriser-Vaer-med-til-at-stemme-paa-din-favorit/artikel/554323 

Her er link til artikel i Stiften om selve arrangementet den 25. januar 2019

Og de kan læses i fuld længde længere nede på siden her.


Årets APPLAUS 2018: ANDREAS CONSTANTINOU – GENDERhouse Festival

The GENDERhouse Festival med Andreas Constantinou som primus motor gjorde Aarhus pink sidste efterår og satte byen på det kunstneriske land- og verdenskort som en by, der kan rumme – og rummer – queer kunst og scenekunst af og med kunstnere, som vover at gå nye veje.

Vores personlige og fælles identitet kom spil, og med en understrøm af humor, trods de til tider svære emner, formåede festivalens program at puffe til grænser og gøre forskellighed ufarligt. Der var ingen tomme kalorier på scenen, men heller ingen løftede pegefingre. Festivalens program strakte sig bredt og havde ikke kun til formål at underholde et publikum, men også at tage publikum med i samtalen om, hvad det vil sige at være menneske i dag – i verden, i vores samfund og i Aarhus.

Hvordan oplever kulturkristne aarhusianere det for eksempel, når en kvinde fortolker biblen ved hjælp af en dildo og homoseksuelle dansere? Eller når byen får sit eget Red Light distrikt, hvor en næsten nøgen kvinde udstilles.

Festivalen havde også et ønske om at udvikle. Der var møder mellem producenter fra byen og producenter fra de programsatte kunstnere, og festivalen bragte også mange af byens kulturinstitutioner sammen i et samarbejde for at løfte byen i en hyldest af rummelighed, forskellighed og væren i alle regnbuens farver. På den måde skabte The GENDERhouse Festival rammen for, at kunstinstitutionerne kunne sende et samlet signal om, hvad kunst kan i samfundsdebatten, og vi fik muligheden for at hjælpe hinanden, forstå hinanden bedre – og lur mig om ikke nye samarbejder titter frem i fremtiden som et resultat heraf.

Der var en understrøm af generøsitet, som gennemsyrede festivalen, og den har sat varige spor i de involverede partnere, publikum og kunstnerne. 

Kærlighed er kærlighed, køn er køn og kunst er kunst. Det er ikke vigtigt til hvem, med hvem eller af hvem. Vi hører alle sammen til her i byen, i samfundet og i verden.

Juryen for Scenekunstpriserne ved Performing Arts Platform ønsker med tildelingen af ÅRETS APPLAUS at takke for det arbejde Andreas Constantinou, sammen Kirstine Marie Bauning og hele holdet bag The GENDERhouse Festival, har gjort for byen og kunsten. Vi håber at se endnu en festival de kommende år.


Årets Pinspot 2018

Årets Pinspot er en anerkendelse, som Juryen for Scenekunstpriserne ved Performing Arts Platform kan vælge at give, hvis noget særligt har vist sig.

En Pinspot oplyser meget klart et afgrænset område såsom et særligt tiltag, en særlig organisation eller for eksempel en særlig begivenhed.

Det er første gang Årets Pinspot gives, og den går til både et tiltag, en organisation og en særlig begivenhed.

For år tilbage begyndte en kamp for at opnå en drøm. Der blev skrevet, talt, råbt, bedt, sågar sunget. Og mange gode kræfter samlede sig. Det mundede ud i, at kælderen i en uendelig trist kommunal bygning, nu bugner af liv.

Vi taler selvfølgelig om Scenekunsthus Aarhus.

Vi vil gerne lette på hatten for de kreative og vedholdende kræfter, som har fået Scenekunsthus Aarhus op at stå. I insisterede på, at der var et behov for et hus, hvor byens og oplandets vækstlag kunne arbejde med sine ideer – og I har bevist, at det var rigtigt.

I marts 2018 åbnede I op i Knudrigsgade  – og siden da har grupper og enkeltpersoner nydt godt af jeres lokaler. I arrangerer og står bag præsentation af forestillinger, visninger, fester, workshops og meget mere.

Og …  lad os lige dvæle lidt ved workshops. Vi håber, at det er noget, I vil blive ved med – at I vil holde fast i at lade jer udfordre af kræfter udenfor huset. I skal blive ved med at teste vingerne udenfor reden og vise jeres arbejde for omverden.

I et hus som jeres, med et stærkt sammenhold og holdånd, er der ofte en fare for at lukke sig om sig selv og blive verdensmestre i sin egen baggård. Men den fare har I spottet – og I undgår den ved blandt andet at invitere dygtige folk ind for at skubbe til jer. Bliv ved med det, det er vigtigt.

Vi, Juryen for Scenekunstpriserne ved Performing Arts Platform, vil gerne takke jer for jeres store arbejde. Vi glæder os til at se resultatet af jeres indsats i de kommende år og til at se, hvordan flytningen til Tage Hansens Gade vil påvirke huset. Og selvom det etablerede scenekunstmiljø måske ikke – endnu –  er faste gæster hos jer, så tro ikke, at vi ikke har set jer, for det har vi. Og vi bliver ved med at holde øje.

Stort tillykke med Årets Pinspot 2018.


Om priserne

Årets Forestilling 2018
– scenekunstens forestillingspris.

Til Årets Forestilling nominerer juryen 3-4 forestillinger blandt de forestillinger, som i årets løb er produceret af århusianske scenekunstnere eller teatre.  De nominerede forestillinger lægges til offentlig afstemning gennem Aarhus Stiftstidende. Herfra er det op til læserne/publikum at afgøre hvilken forestilling, der får prisen for årets forestilling.

Årets Applaus 2018
– scenekunstens ærespris
Årets Applaus tilfalder en person eller organisation, der på særlig vis har udmærket sig og gjort en stor indsats for det århusianske scenekunstmiljø eller for udviklingen af scenekunsten. Modtageren af Årets Applaus udvælges af juryen.

Årets Pinspot 2018
– scenekunstens anerkendelse
Dette er ikke en pris men en anerkendelse. Den gives ikke nødvendigvis hvert år.
Juryen kan med Årets Pinspot sætte fokus på en kunstner, organisation eller gruppe – et koncept, tiltag eller lignende, som er værd at bemærke.

Prisen er designet af Maya Emilie Enevoldsen, 2015

Scenekunstens Priser – Årets Forestilling 2018

Her er juryens motivation for nomineringerne til Årets Forestilling (i alfabetisk rækkefølge):

Den Grønlandske Mand//Angutivik

Teater freezeProduction & Grønlands Nationalteater på Svalegangen
(og flere steder)
Premiere i Grønland på grønlandsk, september 2017
Premiere på dansk, Teater Svalegangen maj 2018

Angutivik er grønlandsk og betyder ”en rigtig mand”. I 2017 satte den aarhusianske instruktør Hanne Trap Friis og Grønlands Nationalteater sig for at finde ud af, hvordan sådan én har det i en tid, hvor alt er i forandring. En række interview med grønlandske mænd om deres tanker og oplevelser er grundstoffet i forestillingen ”Den grønlandske mand”, der efter spilletid i Grønland fik premiere i Aarhus maj 2018.

Forestillingen er en kalejdoskopisk, nærmest kabaretagtig præsentation af monologer, sange og situationer, der omfavner alt fra dagligt liv, barndom og forfædre; kærlighed, sex, natur og tradition.
Mange af os i salen havde nok et par grønlandske klichéer i hovedet: Naturmennesket på de rene, snedækkede fjelde, eller den forsumpede eksistens, som storbyen har efterladt på en bænk på torvet. Men de fire grønlandske spillere viste os noget helt andet: mænd fuld af vilje og lidenskab; længsel og humor. Modbilledet virkede overbevisende, først og fremmest på grund af de fire personligheders dybe, autentiske klangbund i et udstrakt og kilometerdybt islandskab og et lille samfund i voldsom social, økonomisk og politisk forvandling.

Forestillingen fremstår som et hjertevarmt, man fristes til at sige forelsket, blik på en flok mænd, der både ønsker at forandre sig og samtidig fastholde en dybt forankret mandlig identitet. Fire styk Angutivik, som ikke kun grønlændere kan spejle sig i.

En Spøgelseshistorie

Teaterhuset Filuren

Nu bliver det uhyggeligt.
Astrid, en halvstor pige, flytter meget modvilligt med sin mor til et gammelt, afsidesliggende og knirkende træhus. En jævnaldrende, lidt underlig pige dukker uventet op i haven, Rakel hedder hun, og de to nye veninder leger sammen, klæder sig ud og har det sjovt. Men så pludselig påstår Rakel, at hun er Astrid, og nu bliver det for alvor uhyggeligt. Astrids mor tror nemlig på det, selvom de to piger slet ikke ligner hinanden, men kun har byttet tøj, og selvom Rakel i virkeligheden er et ulykkeligt spøgelse.

En spøgelseshistorie er altså ikke blot er en gyser, men også en historie om at blive fornægtet af sin egen mor og være angst for at miste sig selv.

Fortællingens indre uhygge forstærkes af en bestandigt overraskende scenografi med skærende lyssætninger og suggererende lydspor. Da Rakel uventet dukker op, svævende udenfor førstesalsvinduet, gibber det ikke kun i de unge, men også i adskillige voksne tilskuere.

Morten Kamuk Andersen, der har skabt det foruroligende scenebillede, står sammen med Kaja Kamuk for et stramt manuskript til en dobbeltbundet børne- og ungdomsforestilling, der midt i uhyggen handler om identitet – et evigt påtrængende emne ikke mindst for en ung målgruppe.

Genren kræver en særlig form for logik. Den mestrer instruktøren Dorthe Hansen Carlsen, så både skuespillere, handling og gys bliver troværdige og skaber en underholdende og tankevækkende spøgelseshistorie.

Passageren

Den jyske Opera

I 1960 ligger 2. Verdenskrigs afslutning 15 år tilbage, og normaliteten er genoprettet. Kvinden Lisa, der under krigen var fangevogter i koncentrationslejren Auschwitz, møder på en damper på vej til USA tilfældigt en kvinde, som hun genkender som en af sine tidligere fanger. Mødet tvinger Lisa til at fortælle sin mand den skjulte historie om fortiden, og om det skæbnesvangre hun gjorde ved lejrfangen Marta.

Historien skifter i tid og sted mellem passagerskibet og koncentrationslejren, og Anja Jungheinrich har skabt en scenografi med luksuslineren, hvis lyse, stiliserede og elegante vandrette forløb fylder hele scenekanten, og med et hurtigt skift forvandles til en mørk, knugende koncentrationslejr, der tager hele scenerummet i brug.

Den Jyske Operas nye operachef Philipp Kochheim, som selv har iscenesat, ser det som én af sine vigtigste opgaver at udfordre opfattelsen af opera og også spille andet end de gænge 60 gengangere. Han har truffet et overraskende og sikkert valg med Passageren. Et dramatisk og filosofisk påtrængende emne sat i moderne effektfuld og inddragende musik af Mieczysław Weinberg.
Der bliver sunget på tysk, engelsk, polsk, jiddisch, fransk, russisk og tjekkisk, og vi takker for overteksterne, for i Passageren kan man som tilskuer ikke bare læne sig tilbage og nyde en kendt historie. Operaen kræver, at man følger med i det konglomerat af informationer, stemninger, sprog og ikke mindst fortielser, som væves sikkert sammen til en fortælling, der fængsler fra ouverturens første tone til sangernes sidste konfrontation på scenen.