Scenekunstens Priser 2021

Juryen bag Scenekunstens Priser i Aarhus har nomineret tre forestillinger til prisen for Årets Forestilling 2021 – og det er nu op til publikum at afgøre vinderen. Du kan afgive din stemme her frem til d. 18. maj kl. 12:00

De nominerede er:
– My Undying Love af Himherandit Productions i co-produktion med Bora Bora.
– Girls & Boys af Aarhus Teater.
– Inkognito Royal af den Jyske Opera.

Vinderen offentliggøres i forbindelse med Performing Arts Platforms “Forårskur”, som finder sted fredag d. 20. maj kl. 16-18. Her løfter vi også sløret for Årets Applaus. Årets Applaus tilfalder en person eller organisation, der på særlig vis har udmærket sig og gjort en stor indsats for det aarhusianske scenekunstmiljø. Tilmeld dig Forårskuren her

 

NOMINERET: MY UNDYING LOVE

Et nyligt, personligt tab af begge sine forældre – senest moderen i 2021 – har ledt den kunstneriske leder af Himherandit Productions, performancekunstneren Andreas Constantinou, til at skabe forestillingen MY UNDYING LOVE – en intim performance-installation, hvor han inviterer fem publikummer ad gangen med på rejse helt ind i den endelige afsked, ind i sorgen og savnet.

Det kunne have været blevet en slem omgang selvterapi, som kan være svær at dele med andre mennesker på en interessant måde … men nej; MY UNDYING LOVE lykkes med at give de svære emner fokus på en måde, så oplevelsen bliver både smuk og vedkommende for publikum. Det sker ved at servere en velrystet cocktail af forskellige, scenekunstneriske elementer og en række skift på mange planer – skift i rum, lyd, intensitet og nærværende interaktion mellem publikum og performere.

Publikum ledes i første omgang direkte ind i, hvad der viser sig at være det ene af to scenografiske rum, hvori MY UNDYING LOVE udspiller sig – en art forrum, hvor en portør eller sygeplejerske i hvidt beder tilskuerne/deltagerne tage skoene af og sætte sig på det skakternede gulv. Væggene består af dybrødt klæde, og for enden af forrummet er der udsigt til en dobbeltdør af matteret glas, hvor et hvidt lys skinner igennem. Her dukker en venlig Andreas Constantinou op og sætter sig blandt den lille gruppe på gulvet. I en varm og rolig, men alligevel meget nøgtern, tone fortæller han om sin mor, mens han viser billeder af hendes forskellige livsfaser. Fortællingen slutter med afsløringen af, at hun for nylig, under corona-lockdown i marts 2021, er død af kræft … og med en beskrivelse af en intens, kærlighedsfyldt afsked med Andreas og hans søstre til stede i rummet, kommunikerende på forskellig vis med den mest bevidstløse, men i kort tid også vågne mor på dødslejet.

MY UNDYING LOVE’s afgørende dramatiske spring i stemning sker, da lyden af en larmende, urban omverden begynder at manifestere sig bag de matterede døre … som Constantinou går hen og slår op på vid gab. Sceneskiftet er komplet, da det varme lys i forrummet forsvinder helt og naturligt leder publikum til at følge med ind i det nye rum, der viser sig at være en mellemting mellem en operationsstue og et kapel, til at begynde med badet i blåt lys. Lyset stammer fra det nye, runde rums gulv-til-loft-videoskærme, som udgør dets ydervægge. Fra nu af og til afslutningen på den én time lange forestilling befinder publikum/deltagerne sig i en virkelighed, der er en kombination mellem det, der sker i rummet, og et formidabelt designet lyd-, musik- og videounivers med videodesign af Christoffer Brekne, lyd- og installationsdesign af Jeppe Cohrt, samt musik komponeret af Marlou Vriens. Fra undervandsscener til det ydre rum, kølige og varme farver, overvældende høje og foruroligende lyde, samt gribende musik. Spændvidden i stemningsskiftene i det lille (men på grund af videovæggene nærmest uendelige) rum er stor.

I selskab med blandt andet Constantinous afdøde mors stemme, der reflekterer over sit liv og den sygdom, hun ved, vil gøre en ende på det, gennemlever publikum selv en art afskedsscene. Noget af tiden iklædt engangskitler, masker og gummihandsker, som var de kirurger, udfører deltagerne en række handlinger af nærmest rituel karakter på den nu bevidstløse karakter spillet af Andreas Constantinou.
Han er placeret på en hvid briks i midten af det hvide, runde rum. Her maler publikum afskedsord direkte på hans krop, pakker ham ind i gipsbandager fra top til tå og lader ham næsten forsvinde under slyngplanter og friske blomster, inden han drager sit sidste åndedrag … og de må tage afsked med ham, og dermed forestillingen. En for en, før de forlader rummet.

To medvirkende i rollerne som sygeplejersker giver de få nødvendige instruktive vejledninger og hjælpende hænder til iførelse af engangskitler, overlevering af bandager, blomster til afskeden osv., der gør, at publikum umærkeligt synker helt ind i handlingen og bliver en integreret del af MY UNDYING LOVE. Dramaturgisk og handlingsmæssigt er det hele meget enkelt og ligetil … men alligevel skabes gennem skiftene i lyd, rum og stemning en avanceret og abstrakt affære.

En åndrig oplevelse, dog uden nogen anmassende form for spiritualitet. Et mystisk og alligevel afmystificerende møde med døden – endda et livsbekræftende et af slagsen.

MY UNDYING LOVE
Producent: Himherandit Productions i co-produktion med Bora Bora – dans og visuelt teater
Koncept, instruktion og kunstnerisk vision: Andreas Constantinou
Interaktiv performance: Dagmara Bilon
Videodesign: Christoffer Brekne
Installation/lys/lyddesign: Jeppe Cohrt
Musik: Marlou Vriens
Performere: Andreas Constantinou, Dagmara Bilon
Frivillig: Kenth Rose
Foto: Christoffer Brekne

NOMINERET: GIRLS & BOYS

”… Jeg kunne med det samme ikke lide ham”

Kvinden på scenen er alene. Med sin vandflaske. Blandt sirligt opstillede højttalere. I et råt scenisk rum. Hun insisterer på at komme i kontakt med os. Stemningen er påtvunget afslappet. Som et stand-up-show, der ikke rigtigt kan komme i omdrejninger. Kvinden rabler villet vittigt en masse tilsyneladende usammenhængende historier af sig. Insisterende fortællende om sit liv. I detaljer. Mange detaljer. Som om detaljerne kan være med til at forhale det uafvendelige. For det er tydeligt, at hun vil os noget. Hun har noget på hjerte – og vi aner også en (slet) skjult agenda. Efterhånden får hun fat i os. Vi rives med – og griner genkendende af hendes ”scener fra et ægteskab”. Hele tiden med en ildevarslende undertone, som ikke lige er til at greje.

”Husk, at det ikke sker for jer, og husk, at det ikke sker lige nu.”

Der er sitrende disharmoni i rummet. Som vi på den ene side helst vil ignorere. For vi genkender hver især facetter af den forholdsvis ufarlige fortælling om ”kvinde på randen af et nervøst sammenbrud efter et nyligt afsluttet dysfunktionelt ægteskab med de to børn, som tabere”. På den anden side er vi skræmt forventningsfulde, for vi aner, at der er mere.

Og kvinden går i kødet på historien. Hun befolker scenen med den familie, hun engang havde. Hun skændes med den fraværende mand og leger med de imaginære børn. Og efterhånden afsløres konturer af en familietragedie. Men længe ved vi ikke, hvem der er offer og hvem der er bøddel.

”Jeg vil bare forstå, hvorfor du gør sådan”

Kvinden søger svar. I et selvpåført limbo tvinger hun sig igennem sit værste mareridt i bagklogskabens skær. Hvor hun overhørte både de ydre faresignaler og sin egen mavefornemmelse. Hun skræller sig – lag for lag. Imens hun styrer sig selv – og os – mod katastrofen. Ærlig, næsten nøgtern – og drevet af bidende nødvendighed. Hun er på en mission – for vi skal frem til slutningen – som hun siger.

Og den er grum. Slutningen.
Men alt er ikke forbi.

”jeg tror ikke, vi skabte samfundet til mænd. Jeg tror, vi skabte det for at stoppe mænd.’

Kvinden træder ud af sit ekkokammer – og gør sig til redskab for et ekstremistisk feministisk manifest. Gør sin historie til mere end en kioskbaskende overskrift om et tragisk familiedrab. Bruger sin sandhed til at tydeliggøre, at hun er en fortvivlende lille bitte del af en rystende statistik. Hun sparker vores øjne op. Tvinger os til at se. Og tænke. Over alt det, vi ikke vil vide, at vi ved. Over køn, konflikter, kontraster, kvinder – og mænd. Over om ”Boys will be boys..” Forever and Always..?

”Du har aldrig nogensinde været nødt til at slå et andet menneske ihjel”

Forestillingen er Girls & Boys – skrevet af Dennis Kelly. I en smukt orkestreret iscenesættelse af Sigrid Johannesen. Den udspiller sig på Stiklingen, Aarhus Teater i David Gehrts enkle og virkningsfulde scenografi. Med foruroligende og nænsomt medspillende lyddesign af Kim Engelbredt.

Men frem for alt bæres den igennem af Nanna Bøttchers sublime spil. Begavet, beregnende, hudløs – og hele tiden nærværende. En formidabel kraftpræstation.

Girls & Boys er ikke til at komme udenom. Rystende og Uafrystelig.

GIRLS & BOYS
Producent: Aarhus Teater
Girls & Boys: af Dennis Kelly
Med: Nanna Bøttcher
Oversættelse og iscenesættelse: Sigrid Johannesen
Scenografi og kostumedesign: David Gehrt
Lyddesign: Kim Engelbredt
Lysdesign: Anders Kjems
Foto: Rumle Skafte

NOMINERET: INKOGNITO ROYAL

Inkognito Royal er en opera, der er anderledes end de fleste, man kan opleve i Danmark. Formen – både partituret og musikken – er et flydende og bevidst forvirrende mix af opera, musical og studenterløjer. Det er intelligent og morsomt.

Udgangspunktet er en hundrede år gammel, dansk royal skandale, og forestillingens spørgsmål er, om man kan finde sandheden bag et mylder af fortielser, løgne og modstridende rygter.

Vi er i 1912, og Frederik den 8., Dronning Margrethes oldefar, ligger døende på gaden tæt ved Hamborgs luderkvarter. Han bliver ikke genkendt, og ender som uidentificeret person på et lighus.

Ved forestillingens begyndelse ligger han på et stålbord blandt ludere og subsistensløse, og her begynder opklaringsarbejdet: Hvad skete der egentlig? Var kongen på bordel? Gik han sig bare en aftentur? Slørede hofmarskallatet forløbet ved hjælp af fake news?

Politiet lufter én teori, hoffet udsender en anden, rygterne siger noget tredje, og pressen disker op med endnu flere muligheder. De modstridende versioner præsenteres i hæsblæsende scener, der hægtes sammen af en dynamisk amerikansk-syngende konferencier, som hele tiden forsikrer publikum om, at nu har de fået the truth. Men intet er sikkert, og intet står fast.

Til sidst begynder de medvirkende endda at skændes indbyrdes, om det her tema overhovedet er egnet til en opera; dirigenten bliver skudt, hvorefter hele koret forenes i en flerstemmig udgave af børnesangen Den lille frække Frederik; og Dronning Margrethe spørger forgæves fra scenen, om nogen har set hendes oldefar.

Instruktør, librettist – og i øvrigt også operachef – Phillip Kochheims leg med både sandhedsbegrebet og opera-genren udfordrer publikums trang til at finde sammenhænge, samtidig med at finurlige påfund vækker latter i salen.

Karsten Fundals musik følger med i både alvor og spøg ved ubesværet at gå fra tysk ekspressionistisk klangbillede til kvindetrio med jazz-bas, for straks derefter at bevæge sig i det høje klassiske gear i smukke emotionelle partier eller mime stemninger fra musicalen Cabaret.

Kong Frederik 8.? En dansker på gaden i Aarhus vil sandsynligvis svare: Hvem?

Syd for grænsen er der skrevet bøger og gransket politirapporter om hans død, men der skulle altså en tysker til for at få historien bragt til live i Danmark.

Vi takker.

INKOGNITO ROYAL
Producent: Den Jyske Opera
Libretto: Phillip Kochheim
Partitur: Karsten Fundal
Iscenesættelse: Phillip Kochheim
Medvirkende: Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske Operas Kor.
Dirigent: Christopher Lichtenstein
Scenografi: Emily Bates
Lysdesign: Anders Poll
Kostumer: Mathilde Grebot
Foto: Anders Bach

Om Scenekunstens Priser

Hvert år uddeles Scenekunstens Priser til det lokale scenekunstmiljø. Prisoverrækkelsen finder normalt sted i januar som del af Performing Arts Platforms årlige Nytårskur, hvor vi samler scenekunstens aktører til en festlig fejring af vores miljø og det forgange års forestillinger.

Årets Forestilling

Juryen nominerer 3 forestillinger blandt de forestillinger, som i det forgange år er produceret af aarhusianske scenekunstnere eller teatre. De nominerede forestillinger lægges til offentlig afstemning. Herfra er det op til publikum at afgøre, hvilken forestilling, der får prisen for Årets Forestilling.

Årets Applaus

Årets Applaus tilfalder en person eller organisation, der på særlig vis har udmærket sig og gjort en stor indsats for det aarhusianske scenekunstmiljø eller for udviklingen af scenekunsten. Modtageren af Årets Applaus udvælges af juryen.

Juryen

Astrid Guldhammer: Børnekulturkonsulent v/ Børnekulturhuset, Aarhus.
Dorthe Hansen Carlsen: Skuespiller, instruktør og performancetræner.
Erik Farmann: Journalist, lektor og kulturkonsulent.
Mette Rønne: Skuespiller, teaterleder og kulturentreprenør.
Jakob D. A. Nicolaisen: Journalist, kommunikationsrådgiver, J-DAN Kommunikation.

Juryen modtog i slutningen af 2020 et legat fra BILLETSAMFONDEN, som er et betydeligt bidrag til juryens fortsatte arbejde.


Tidligere prismodtagere

2020
Årets Forestilling: Homage af Mette Rønne, Kulturmarkt
Årets Applaus: Teaterkontaktlærerne på de aarhusianske skoler
Læs reportage fra uddelingen her
Læs artikel i Aarhus Stiftstidende her

2019
Årets Forestilling: [pAp-kAs] af Hvid Støj Sceneproduktion
Årets Applaus: Aarhus Festuge
Læs om nomineringerne her
Læs om prisuddelingen og nytårskuren her

2018
Årets Forestilling: Passageren af Den Jyske Opera
Årets Applaus: Andreas Constantinou – GENDERhouse Festival
Årets Pinspot: Scenekunsthus Aarhus
Læs om uddelingen, priserne og begrundelser her

2017
Årets Forestilling: A Snowball’s Chance in Hell af Don Gnu
Årets Applaus: Jesper de Neergaard
Her er link til artikel i Stiften fra 19. januar 2018 om uddelingen.

2016
Årets Forestilling: Store Illusioner af Thalias Tjenere
Årets Applaus: Janicke Branth

2015
Årets Forestilling: Don Quichotte af Den Jyske Opera
Årets Applaus: Ernst Steen Hansen

2014
Årets Forestilling: Faldet 2.0 af Primdahl & Schwarz
Årets Applaus: Christian Ludvigsen

2013
Årets Forestilling: Kvinde kend dit skab af Don Gnu
Årets Applaus: Hanne Trap Friis