Scenekunstens Priser 2019

Efter afstemning blandt 3 nominerede forestillinger, valgte publikum Årets Forestilling 2019, som blev Hvid Støj Sceneproduktions småbørnsforestilling [pAp-kAs]. 

Juryen, der indstillede forestillingen skrev bl.a.: “Papkasser, der først står i pæn opstilling, men i løbet af forestillingen bliver brugt til at fremtrylle det ene legeunivers efter det andet. I deres leg holder de to skuespillere kontakt, ikke bare med hinanden, men også med deres publikum, så vi forestillingen igennem har del i legen med kasserne.” Læs hele motivationen længere nede på siden.

Årets Applaus 2019 gik til Aarhus Festuge for deres samarbejde med performance-kollektivet Signa, der resulterede i en helt særlig performance-oplevelse ”Det åbne hjerte”, som foregik i de forladte lokaler på det tidligere amtssygehus i Aarhus. 

Priserne blev uddelt ved arrangement afholdt af Performing Arts Platform fredag den 17. januar 2020 i forbindelse med afholdelse af Scenekunstens Nytårskur. Læs om prisuddelingen og nytårskuren i Århus Stiftstidende her.

Det er Performing Arts Platform, der står for uddeling af priserne – og juryen, der udpeger Årets Applaus samt nominerer til Årets Forestilling består af følgende personer:

  • Astrid Guldhammer: Børnekulturkonsulent v/ Børnekulturhuset, Aarhus.
  • Dorthe Hansen Carlsen: Skuespiller, instruktør og performancetræner, hansencarlsen.dk.
  • Erik Farmann: Journalist, lektor og kulturkonsulent.
  • Mette Rønne: Skuespiller, teaterleder og kulturentreprenør
  • Jakob D. A. Nicolaisen: Journalist, kommunikationsrådgiver, J-DAN Kommunikation

Til Årets Forestilling 2019 nominerede juryen følgende 3 forestillinger:

  • [pAp-kAs] / Hvid Støj Sceneproduktion. 
  • Manifest for skrøbelige autoriteter / Aarhus Teater
  • Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon / Teatret Gruppe 38 i samarbejde med Teatret Møllen, teater2tusind og Carte Blanche.

Juryens motivationer for forestillingerne kan læses herunder. 

Århus Stiftidende er strategisk mediepartner. De offentliggjorde den 10. januar 2020 nomineringerne, som publikum kunne stemme om. Her er link til artikel.

Årets Applaus 2019 – motivation

Aarhus har et mangfoldigt kulturliv med store, mindre og små aktører. Hver af dem opererer indenfor de rammer og krav som stilles af handleplaner, bevillinger og lokaler, og året rundt giver de os mange gode oplevelser og eftertanker.

Men Aarhus har også en fribytter: Aarhus Festuge. Selvfølgelig kan Festugen ikke bare gøre, hvad den vil, men den er friere stillet og har større sejl end byens andre kunstneriske flagskibe, fregatter og skonnerter. Derfor møder Festugen mange forventninger, der skal tilgodeses. En af dem er, at der i den ene efterårsuge, hvor fribytteren sejler, også præsenterer noget overraskende og usædvanligt. 

Sing-a-song-writere har et motto: Don’t bore us/ get to the chorus! Det gør vi nu, nemlig prisen Årets Applaus. Den  gives til nogen eller noget, der har beriget scenekunstlivet i Aarhus på en særlig måde. I år går den til Aarhus Festuge. Hvorfor? Festugens interesse i scenekunst har varieret gennem årene alt efter festugechefernes fokus og horisont.

Man kan tænke på nogle af de forestillinger, der pustede nye vinde ind over byen og scenekunstmiljøet. Der var ”The Seven Rivers of Ota”, en saga om mange personer, hvis skæbner blev sammenflettet på en så gribende og humanistisk måde, at man glemte, at den varede 5-6 timer. Canadieren Robert Lepages stod for den.

Der var Pekingoperaen ”Pæonpavillonen”, som fordelt over hele tre aftener var en meditativ skønhedsåbenbaring.

Og der var den belgiske Ballets C de la B med ”Jets up Bach”, en danseforestilling, hvor et sydamerikansk slummiljø udfoldede sig i rå og rørende dans på toppen af en skyskraber, hvor der også befandt sig noget så miljøfremmed som et lille barokorkester, der spillede – Bach.

Det var forestillinger, der tog bag om hjertet på tilskueren og gav Festugen en kunstnerisk tyngde og et ikke-provinsielt touch.

Men der har været mere døde perioder. Ikke sådan forstået, at der ikke alle år har været dramatik i Festugen. Dramatik er der jo altid om for lidt folkelighed og for meget folkelighed og om stadepladser og affald i gaderne. Og god scenekunst har der også været, for klogeligt falder festugen sammen med efterårspremiererne på de aarhusianske scener.

Men flere år har man følt, at Festugen ikke ofrede særligt mange kræfter, hverken på at præsentere egne forestillinger eller på at inddrage byens scenekunstaktører i et frodigt samspil.

Men 2019 præsenterede Festugen et uventet og stærkt initiativ. ”Det åbne hjerte” hed den performance, der foregik i de forladte lokaler på det tidligere amtssygehus. Et halvt hundrede personer ad gangen blev deltagere i et empati-kursus, hvor hver kursist skulle interagere med en hjemløs, en psykisk ustabil eller en anden udsat person. 12 timer i træk skulle de følge deres partner og forsøge at forstå og måske leve sig ind i vedkommendes adfærd og lidelse.

Performance-kollektive Signa ønskede at bringe deltagerne ud i grænselandet mellem godhed og selvgodhed, og publikum var rystede efter de 12 timer. Nogen troede faktisk, at de havde mødt autentiske udsatte. Som det hed i en avisoverskrift: SIGNA tvinger dig til at tage del i smerten og være i ubehaget. Og en deltager skrev på nettet: Aldrig før er jeg blevet udfordret så meget på mine egne moralske principper og i en sådan grad, at jeg formåede at kaste dem helt bort.

Og det var ikke blot en forestilling. Mens den  blev til, arbejdede Signa og de mange spillere sig i flere måneder på det gamle sygehus og blev samtidig en del af byens scenekunstneriske miljø.

At Festugen 2019 valgte at ofre  energi og mange kræfter på en så stor og nytænkende produktion som ”Det åbne hjerte” opfatter vi som en særlig berigelse af Aarhus. Det er også en anerkendelse af, at den levende scenekunst, der foregår her og nu og lige ved siden af én, er vigtig. Den anerkendelse vil juryen gerne anerkende med en pris i håbet om, at det ikke er sidste gang, Festugen bruger sit udsyn og sin økonomiske biceps til at give byen og miljøet en kunstnerisk kajeryster.

Manifest for skrøbelige autoriteter

Aarhus Teater. Set på Aarhus Teater.

Man er usikker på, hvad man går ind til, når man som tilskuer sætter sig ned og ser på en lyserød scenografi med tre unge kvinder, der sidder i det ene hjørne af scenen. Så begynder spillet, og man finder ud af, hvad der er på spil.

På skift træder kvinderne frem og fortæller om deres uperfekte liv i et sprog, der er lige så åbent som en døgnkiosk og med en intimitet, som får selv mændene i salen til at mærke (fantom?)smerter, når der uden tøven tales om angsten for at få revet mellemkødet op under en fødsel. Kvindernes almene menneskelige usikkerhed er så genkendelig, at begge køn hengiver sig til deres uforbeholdne/utilslørede fremstilling af de meget private emner, som ganske sikkert ville være godt stof for Mads og Monopolet: forhold til forældre, sex, drømme, fødsel, lasagne fra foliebakker, flirten med selvmordstanker og ”ganske normale følelser såsom for eksempel utilstrækkelighed eller tanken om, at vi alle kan dø en forfærdelig død”. Men som en af dem siger: ”Lidt tungsind dør man ikke af.”  

De tre kvinder spiller med uafbrudt nærvær og helt uden ironi, så selvom forestillingens præcision røber er en klar iscenesættelse, tror vi netop gennem denne spillestil på det, de siger – selv når det bliver sunget; eller … sådan næsten sunget. Det er så overbevisende, at vi indimellem glemmer, det er skuespil.

Forestillingen er fuld af ord; med sætninger, der kommer til os som bekendelser. Og tro mod sin titel afslutter de tre skuespillere med et manifest for skrøbelige autoriteter: ”Her fordømmes ingen rigtigt, men alle en lille smule. Vi tror kun på mennesker, der er ved at gå i stykker”, og til sidst får de os alle i salen til at gentage skrøbelighedens manifest: ”Jeg lover, at i morgen bliver alting bedre”.

Nanna Cecilie Bang har iklædt sin dramatiske og punkpoetiske tekst tre stærke kvindestemmer i en lyrisk ordeksplosion, hvis fragmenter rammer tilskueren i et sådant omfang, at man går der fra med fornemmelsen af en helhed.

Manifest for skrøbelige autoriteter

Producent: Aarhus Teater
Medvirkende: Mette Klakstein Wiberg, Durita Dahl Andreassen, Camilla Lau
Tekst og iscenesættelse: Nanna Cecilie Bang
Scenografi: David Gehrt
Lysdesign: Kim Glud, Mikkel Ove
Lyddesign: Andreas A. Carlsen

Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon

Teatret Gruppe 38 i samarbejde med Teatret Møllen, teater2tusind og Carte Blanche. Set på Teatret Gruppe 38.

Et langt bord. Der sidder 3 skuespillere. De sidder og fortæller historien, som udspiller sig langt mod nord i en lille by,hvor der bor knugede mennesker, som er klædt i mørkt tøj, spiser øllebrød og klipfisk og kigger ned, når de går.

De tre skuespillere bliver siddende. De bygger byen langt mod nord med små træklodser og pinde, og vi ser tydeligt det golde landskab for os. Og de bliver siddende. Med sagte varme stemmer og en ræv bag øret, fortæller de.

De fortæller om pigen Viola, som i mødet med Gamle Henry – opfinder af alt muligt unyttigt – kommer til at stille spørgsmål, hun slet ikke vidste, hun havde indeni sig.

– Tænk hvis man havde briller, der kunne se indad. Så kunne man se, hvad man selv tænker.

– Tænk hvis man kunne gøre sig usynlig. Så kunne de andre ikke finde en.

Og så har Henry en rejsegrammofon….

Men så kommer der en dag – og der kommer altid en dag – hvor Gamle Henry dør. Madame Lyt, en kvinde fra en fremmed land, flytter ind i Henrys hus. Hun inviterer hele byen til stor middag, og mens maden spises og de nye ukendte dufte og smage finder vej ind i kroppen på byens beboere, så åbnes deres hjerter og øjne, og de kigger op. I hvert fald for en stund.

Og Viola. Viola, hun rejser ud og bliver en stor sangerinde. Hendes liv fik ny retning i mødet med kunsten. Hendes sangstemme er det sidste, vi hører, inden lyset går ned.

’Tænk hvis man havde en rejsegrammofon’ er som et besøg ved teatrets arnested. Fortællingen hersker og skaber billeder og indtryk, som de fraværende teatereffekter aldrig kan komme på højde med. Her røres publikums hjerte så blidt og kraftfuldt, at selv de mest mobilafhængige glemmer skærmen for en stund. Historien VIL ind – og det kommer den. Med et komplekst og enkelt sprog, fyldt med ordspil, modsætninger og kærlighed, tages publikum i hånden og oplever en masse action, uden der sker spor på scenen. Der er en frydefuld uartighed, en knugende glæde og en sorg, der maner til smil.

Forestillingen på Gruppe 38 inspirerer til et liv, hvor vi ser hinanden i øjnene og kender hinanden på andet end fodtøjet. Et liv hvor de unyttige opfindelser og de ukendte spørgsmål får plads. Tænk hvis du havde en rejsegrammofon, hvor ville du så rejse hen?

Tænk hvis man havde en rejsegrammofon

Producent: Teatret Gruppe 38 i samarbejde med Teatret Møllen, teater2tusind og Carte Blanche

Medvirkende: Connie Tronbjerg, Peter Seligmann, Bodil Alling
Instruktør: 
Hans Rønne
Manuskript:
Bodil Alling
Komponist:
Søren Søndberg
Scenografi: Sara Topsøe-Jensen
Tekniker:    
Søren la Cour

Aldersgruppe: Voksne og børn fra 8 år

[pAp-kAs] 

Hvid Støj Sceneproduktion. Set på Aarhus Teater.

[pAp-kAs] hedder det, den er: en forestilling fyldt med papkasser.

Papkasser, der først står i pæn opstilling, men i løbet af forestillingen bliver brugt til at fremtrylle det ene legeunivers efter det andet. I deres leg holder de to skuespillere kontakt, ikke bare med hinanden, men også med deres publikum, så vi forestillingen igennem har del i legen med kasserne.

Der kastes med kasser, leges gemmeleg, bygges tårne, dyr, robåd og mågeklat. Forestillingen finder primært sted i en leg MED hinanden og kasserne, men også med elementer af konkurrence MOD hinanden; hele tiden i en fin dramaturgisk kurve, så der ikke er for meget drama for de små, men alligevel nok til også at få de lidt ældre til at mærke spændingen, når kasserne væltes – med vilje, og når der er åbenlys kamp om papklodserne.

Og enhver, der har været i kontakt med børn i alderen ½ – 3 år, ved hvor stor forskel der er på, hvad børn på ½ år og på 3 år finder interessant. Men [pAp-kAs] forstår netop at holde balancen, så børn i dette aldersspænd (og deres voksne) er opslugte af, hvad der sker på scenen. Enten fordi de forstår, hvad der sker – eller fordi de bare kan mærke, at her sker der noget særligt; noget der er ladet med betydning: Her leges!

Det er tydeligt, at den ordløse forestilling er skabt ud fra en indsigt og en respekt for, hvad børn i den meget unge aldersgruppe bliver grebet af. Den tager både sin målgruppe og legen alvorligt – samtidig med at den serverer det hele i en stram scenografi og med en legesyg mågeklat i øjet.

[pAp-kAs] 

Producent: Hvid Støj Sceneproduktion
Medvirkende: Anna Ur Konoy og Kasper Daugaard Poulsen
Idé, koncept og iscenesættelse
: Charlotte Ladefoged
Komponist:
Mads Horsbøl
Visuel designer: Morten Ladefoged

Aldersgruppe: for de 0,5-3-årige og deres familier

Om priserne

Årets Forestilling 2019
– scenekunstens forestillingspris.

Til Årets Forestilling nominerer juryen 3-4 forestillinger blandt de forestillinger, som i årets løb er produceret af århusianske scenekunstnere eller teatre.  De nominerede forestillinger lægges til offentlig afstemning gennem Aarhus Stiftstidende. Herfra er det op til læserne/publikum at afgøre hvilken forestilling, der får prisen for årets forestilling.

Årets Applaus 2019
– scenekunstens ærespris
Årets Applaus tilfalder en person eller organisation, der på særlig vis har udmærket sig og gjort en stor indsats for det århusianske scenekunstmiljø eller for udviklingen af scenekunsten. Modtageren af Årets Applaus udvælges af juryen.

Tidligere prismodtagere

2018
Årets Forestilling: Den Jyske Opera: Passageren
Årets APPLAUS: ANDREAS CONSTANTINOU – GENDERhouse Festival
Årets Pinspot: Scenekunsthus Aarhus
Læs om uddelingen, priserne og begrundelser her

2017
Publikumsprisen: A Snowball’s Chance in Hell (Don Gnu)
Teaterprisen: Jesper de Neergaard
Her er link til artikel i Stiften fra 19. januar 2018 om uddelingen.

2016
Publikumsprisen: Store Illusioner (Thalias Tjenere)
Teaterprisen: Janicke Branth

2015
Publikumsprisen: Don Quichotte (Den Jyske Opera)
Teaterprisen: Ernst Steen Hansen

2014
Publikumsprisen: Faldet 2.0 (Primdahl & Schwarz)
Teaterprisen: Christian Ludvigsen

2013
Publikumsprisen: Kvinde kend dit skab (Don Gnu)
Teaterprisen: Hanne Trap Friis