Søndag den 10. januar bragte Berlingske et langt skriv fra Morten Kirkskovs hånd. Overordnet kan indholdet koges ned til et par enkelte udsagn, som man kan være enig eller uenig i. Men Kirkskov tillod sig at give sine holdninger både plads og rum med en bemærkelsesværdig skarp og ærlig tone. Mere generelt synes den efterfølgende diskussion om, hvorvidt man kan tillade sig at mene noget som teaterchef for Det Kgl. Teater, at være mindst ligeså interessant i denne sammenhæng. Hatten af for Morten for at ‘turde’ mene noget og give sin mening til kende – til trods for, at denne mening går stik imod dem, der sidder på pengekassen. For … saver han monstro den gren over, han – eller Det Kgl. Teater –  sidder på? Herfra skal lyde en klar opfordring til at blande sig i samfundsdebatten. Og det er uanset, om man er teaterchef eller hvilken faglig, social eller etnisk baggrund, man har. Ofte har der skullet et angreb direkte rettet mod kulturen og kulturmidlerne til, før kulturlivets aktører for alvor sprang til tasterne. Men i dette tilfælde er det befriende at læse et velargumenteret indspark fra en skarp pen – skrevet med en klar humanistisk vinkel – om et af de største aktuelle samfundsmæssige og politiske emner. Mere af det tak! Også BaggårdTeatret blander sig i debatten med deres nye blog. Det bliver spændende at følge, om den også kan komme ud over rampen. Måske er der en tendens på vej, der er drevet af en stigende følelse af nødvendighed og et voksende mod til i højere grad at ytre sig? Men én ting er, at teaterchefer og teatre begynder at skrive sig til en stemme i samfundsdebatten. Men vi bør vel også hele tiden spørge til scenekunsten som stemme? Er den for “tavs”? Kan eller skal den, i højere grad end nu, være mere aktuel, debatterende og relevant? Kan scenekunst overhovedet være mere “aktuel” med de tidshorisonter, der kan skaffes midler og produceres med? En konspiratorisk tanke vil måske mene, at kunsten rent strukturelt og politisk holdes i kort snor af angst for kritiske røster fra kunstens side. Men er det blot en dårlig undskyldning for ikke at tage livtag med de svære spørgsmål og dilemmaer, som er aktuelle og relevante i det samfund, vi er en del af? Er scenekunsten præget af en angst for at kritisere dem, der skriver checkene? Bærer vi rundt på en mundkurv? Eller er scenekunsten faktisk så aktuel og relevant, den skal være – og lige præcis så “højrøstet”, som den kan blive? En opfordring herfra må være, at vi alle skal kaste os ud i debatten og ‘risikere’ noget. Og vi skal overveje alle vore muligheder for at sætte en dagsorden. Vi har behov for både skarpe og velargumenterede indlæg og indspark på de traditionelle debat-kanalers præmisser, men så sandelig også skarp scenekunst, der tør skabe debat, tage stilling og risikere. I scenekunsten har vi en særlig mulighed for at give debatten et “udvidet” rum – og det skal vi sørge for at udnytte.