OFF 2017 afsporet!

OFF 2017 er et vækstlagsprojekt i Region Midt, hvor otte operatører inden for Sport, Kreativt erhverv, Arkitektur og design, Musik og lyrik, Kunst, Animation og crossover, Gastronomi og Scenekunst fra 2014 og frem har skabt platforme, projekter og netværk for de individuelle fagområder og på tværs af operatører. Projektet støttes af bl.a. 2017 Fonden og er oprindeligt startet som en idé fra den tidligere konstituerede programdirektør Carsten Holst. Desværre er vi løbet ind i et uheldigt navnesammenfald med Odense FilmFestival, der siden vores indtog på banen har taget patent på navnet OFF ‘+ årstal’. I vil derfor fremadrettet møde OFF 2017 som OFF TRACK. OFF TRACK definerer vækstlaget noget bredere, end vi normalt gør i scenekunstens verden. I OFF regi kan vi derfor invitere både amatører og profesionelle aktører ind i samarbejdet, sålænge man ikke er ‘etableret’, der er en vilje til at skabe nyt, et ønske om at vækste såvel kunstnerisk som økonomisk samt et potentiale til at udfolde sig i tværfaglige samarbejder operatørerne imellem. I foråret udvikler operatørerne en række projekter på baggrund af inputs fra de forskellige miljøer, og vi glæder os til at kunne fortælle mere om dem til sommer. Hav øjne og ører åbne og følg OFF TRACK på Facebook.
Charlotte og Kasper