Lederen

Kunst og erhverv. En formulering, vi i det daglige bruger i flæng om et fænomen, der kun svært lader sig definere, og som vi derfor på Platformen jævnligt bruger ressourcer på at undersøge og udforske indholdet i.

Lige nu arbejder vi konkret på to projekter – henholdsvis Art hack og Producers Platform#4. Førstnævnte er opstået i et netværk af aktører med forskellige faglige baggrunde, som ønsker at skabe samarbejder og udfordre aktører på tværs af fagligheder og sektorer. I første omgang munder det ud i en række arbejdsgrupper, hvor de deltagende mødes i øjenhøjde, udvikler relationer og – på baggrund af de opståede relationer og det lidt dybere kendskab – bidrager med løsninger på hinandens konkrete udfordringer. Forhåbentligt kan deltagernes forskellige perspektiver og engagement i hinanden åbne op for nye handlemuligheder og spændende løsninger.

Producers Platform#4, som skabes i samarbejde med Udviklingsplatformen, skal undersøge, hvordan kompetencerne i scenekunsten i øget omfang kan sættes i spil i resten af samfundet. Hvordan kan scenekunstens forskelligartede aktører være med til at skabe værdi – ikke bare for andre men også for sig selv – gennem samarbejder med andre sektorer og andre fagligheder?

I dette arbejde skal man hele tiden huske at skelne mellem kunst og brugen af de kunstneriske kompetencer.

Hvordan kan vi så bringe scenekunstens kompetencer i spil uden for black box’en – uden at udvande kunsten? Spørgsmålet kan i manges ører virke irrelevant og måske ligefrem en smule selvhøjtideligt. Og ja … om et øjeblik skal vi vel også høre om armslængden –  igen, igen – og “kunsten for kunstens egen skyld”…

De hurtige meninger er mange, og diskussionen ender måske for ofte i en lidt automatisk og unuanceret “stillingskrig”.

Sandheden er, at vi selvfølgelig skal engagere os og bringe kunstens særlige kompetencer i spil, hvor det giver mening, og holde os åbne for nye muligheder og veje at gå. Samtidig er  vi som kunstbranche nødt til at holde et klart fokus på at sikre netop det meningsfulde og gensidigt udviklende samspil og samtidig være “klare i spyttet” og stå skulder ved skulder, når den kunstneriske frihed kommer under pres – og synge sangen om “armslængden” en ekstra gang, når der fra tid til anden lægges an til et kulturpolitisk angreb på den kunstneriske frihed.

I Weekendavisen 2. marts i kultursektionen kan man læse, hvordan den svenske kulturminister tilbage i 2014 proklamerede, at “kulturen kan være et fantastisk værktøj til at forny demokratiet”. For nylig har ministeren så fulgt op på dette og dikteret Kulturrådet, at man “ved uddeling af støtte skal betone spørgsmålet om seksuelle krænkelser”. Kulturrådet har samtidig fået besked på at prioritere “Spørgsmål om mangfoldighed, LGBTQ, ligestilling og lige adgang”.

Disse problematikker og spørgsmål  er selvfølgelig relevante og vigtige – men vi er nødt til at reagere, når kunsten på denne måde bliver et værktøj for staten, for politikerne eller en politisk dagsorden – eller for noget som helst andet end det, kunsten selv ønsker at give udtryk. Hvis vi kigger på det kulturpolitiske princip om armslængde, handler det netop om at sikre kunstens frihed fra f.eks. den dominerende politiske dagsorden. Politikerne skal med andre ord arbejde for at skabe de optimale rammer for udfoldelsen af den frie kunst – en sikring af kunstens helt nødvendige bidrag til samfundets udvikling. Men kunstnerens arbejde – kunstens indhold – må ikke dikteres af politikerne eller embedsværket. Denne hårfine balance kommer ofte under pres – når kulturpolitiske reguleringer og prioriteringer diskuteres. Hvor går grænsen mellem kulturpolitisk regulering eller prioritering og en egentlig politisk diktering af kunstnerens valg af fokus og retning for sit arbejde?

De kunstneriske kompetencer er grundlaget for kreativitet og innovation. Sættes den frie udvikling af disse kompetencer i kunsten under pres af f.eks. en amputeret armslængde, usikre rammer og manglende produktionsfaciliteter, mister vi en vigtig prioritering og investering i udviklingen af fremtidens Danmark.